Akoya Keshi
Ordet ”Keshi” stammer fra det Japanske ord for ”Poppy seed” og betyder ”seed pearl” eller ” korn perle” hvilket indikerende en meget lille perle. Keshi er rent perlemor og således det tætteste man kommer en naturperle. Keshi perler kendetegnes bl.a. ved en ofte særlig glans og dybde, da de netop består af rent perlemor. Specielle og meget barokke former er samtidig meget karakteristisk for Keshi perler.
Den generelle betegnelse Keshi bør udelukkende benyttes om perler fra saltvandsperlemuslinger.
Akoya Keshi opstår efter muslingen er blevet podet med en kerne, med det formål at dyrke en rund perle. Et eller flere små stykker væv fra gonaden (hvor kernen er indopereret), kan frigøre sig og danne Keshi perler i de yderste vævsdele af muslingen. Når muslingen høstes vil der derved, udover den oprindeligt indpodede kerne, kunne findes Keshi perler. Der vil kunne findes op til flere Akoya Keshi perler i en musling og typisk vil perlerne ligge i størrelserne 1-3mm, men kan de blive op til 5mm og er i varrierende kvaliteter.
Måden hvorpå Akoya Keshi perler opstår, adskiller sig fra tilblivelsen af Tahiti – og South Sea Keshi perler. En Tahiti– eller South Sea Keshi perle kan opstå, når muslingen udstøder den indpodede kerne, men fortsætter perlemorsprocessen. Der vil i disse muslingetyper kun dannes én Keshi perle, der hvor den ellers indpodede perle ville have vokset.
Nye metoder at høste Akoya perlen på gør, at man fremover ikke vil gennemsøge muslingens væv for Keshi perler, men blot høste den indpodede perle. Akoya Keshi perler vil derfor blive mere og mere sjældne og dermed mere værdifulde. I dag repræsenterer Akoya Keshi perlerne mindre en 0,5% af den årlige Akoya produktion.
Det store arbejde med at sortere disse ofte meget små Keshi perler i størrelse og farve og ligeledes arbejdet med at gennembore perlerne ved håndkraft har ligeledes indflydelse på prisen for disse unikke perler.
Akoya Keshi kommer naturligt i farverne hvid, silver og creme.